Grundvtvig - opstandelse

Han siger, at Herrens virkelige opstandelse med kød og ben, så han stod klart for apostlenes øjne og talte med dem om Guds riges indretning og spiste og drak med dem,

Grundtvig siger, at det er noget, hvormed Kristi kirke må stå og falde og det er det egentlige bevis på, at Jesus var Guds Søn, at han virkelig har forligt og forsonet mennesket med Gud og har magt til at forlade synder, og bevis på, at han vil skænke sine troende opstandelse og det evige liv, som han har lovet dem."

Han fortsætter: "De som tænker alvorlig på deres egen og deres kære venners død og grav, kan ikke føle sig trøstede og fyldestgjorte ved billeder og lignelser, hvor smukke og sande de end kan være, men kun ved det faste, udtrykkelige vidnesbyrd, at denne Jesus, som var korsfæstet, han blev ikke i graven, hvor de lagde ham, men stod virkelig, lyslevende op med kød og ben, med seende øjne og hørende øren og talende læber, kun således forvandlet, at det dødelige var opslugt af udødelighed, det forkrænkelige af uforkrænkelighed, og at båndene, som fængsler vore dødelige legemer til jorden var løste, så han ikke blot kunne stå midt iblandt sine disciple inden lukte døre, men kunne også opsvinge sig så højt, at en sky tog ham bort fra deres øjne."

"Således skal det i alle måder være med os, vi skal være i denne verden, ligesom han var, som Guds børn, hvem ikke denne verden, men Guds Ånd og den himmelske Faders kendes ved, vi skal dø med vor Herres Jesu Kristi fred, og vi skal opstå med legemer ligesom hans forklarede legeme, vi skal møde ham i skyen og da evig være hos ham i hans herlighed".

"Ja mine Venner, dette var vidnesbyrdet, som Herrens apostle aflagde ved den hellige grav, det alene er til alle tider det påske-vidnesbyrd, der kan trøste menneskens børn over død og grav med det evige livs og Guds herligheds håb, og lægge en ny sang i deres mund til den Opstandnes ære.

Først når dette vidnesbyrd finder tro i vort hjerte, da oplades vore øjne til i ånden at se englen som lynet, der bortvæltede stenen fra Herrens grav og vil bortvælte den fra vores, først da oplades vort øre til i ånden med fryd at høre englesangen, hvormed den Opstandne Frelser modtages i de himmelske boliger, og hvormed vi skal alle modtages der, som vil leve og dø med ham.

Denne opstandne Frelser er det virkelige og sande Vintræ, og derfor står og falder vi med, at vi hænger på ham som grene.

Falder træet, falder grenene også.

Men det er kommet dertil, at nogen fremtrædende åndelige ledere i vort land kæmper om sjælene og vil save træet ned og så mene, at grenene kan blive ved med at hænge levende i luften.

Nej, kun hvis træet står, lever også grenene.

Og kun derfor giver det mening, at Vintræet Kristus, den levende, nærer os med sig selv i nadveren, rækker os sit legeme og blod, gådefuldt, men sandt,

så vi får del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse nu i dette øjeblik, og evigt liv nu og i de evige boliger.