Faithlife
Faithlife

Prædiken - tale Grurup 2007

Notes & Transcripts

Prædiken/tale konfirmander Grurup 2007

Ef 2,17-22; Lukas 15,11-32

Først et tillykke med jeres store dag. Indtil nu har store dage vel mest bestået af fødselsdage. Det her er den første rigtig store dag, I kan huske, og som I har været med til at forberede. Det har I gjort derhjemme, valgt et ordentlig og godt festmåltid efter jeres smag – går jeg ud fra. Og forhåbentlig står der ikke nogen udenfor og er sure og ikke vil være med til jeres fest.

Men også på anden måde har I forberedt jer, nemlig gennem den undervisning I har deltaget i, og de gudstjenester I har deltaget i, - og en række aktiviteter i årets løb. Men nu er dagen kommet. Jeres store festdag. Og hvorfor holder vi så fest? Det er der mange gode grunde til, men når vi skærer helt ind til benet, holder vi fest, fordi der er en, der har sagt ’ja’ til jer. Det sang vi om til at begynde med:

Den grund, du har i dåben lagt,

dit stærke ja til svage,

bekræfter du, skal stå ved magt

i dag og alle dage.

 

Så handler det om, at vi tør bede om at få lov at være med i det ja, Guds ja. Det skal vi også synge om her om lidt:

Han, som på jorden bejler

til troskab uden svig,

når vi kun vil, besegler

sin pagt om Himmerig.

 

Når vi kun vil! – det vil jeg gerne fortælle en historie om. Den hedder ’Modets sang’:

Dee gik over til bedstefar Lofin.

”Bedstefar, jeg har brug for en sang”.

”Så lav dig en”, sagde Lofin.

”Ordene finder jeg selv på, det skal jeg nok”, sagde Dee. ”Men jeg ville gerne have noget stærk, gammel musik, til sang og trommer”.

Lofin så på sit barnebarn.

”Hvad skal du bruge sangen til?”

”Til skolen”, sagde Dee. ”Vi har hørt en historie, historien om den fortabte søn. Det er en historie, Jesus har fortalt. Vi har lavet den til et teaterstykke. Vi vil opføre det. Men vi mangler bare en sang til det”.

(Dee fortæller historien om den fortabte søn).

”Og det spil har I i sinde at opføre?” spurgte Lofin ham.

”Ja”, sagde Dee. ”I skolen for mange mennesker”.

”Det er godt”, sagde Lofin. ”Måske er der også fortabte sønner blandt tilskuerne. Dem kan I sætte mod i”.

Lofin trommede med fingerspidserne på sine knæ.

”Jeg kender en gammel sang”, sagde han. ”Fra gamle dage. Dengang havde vort folks helte deres egne opmuntringssangere. Disse sangere fulgte heltene, hvor de gik og stod, og sang mod i dem.

Sådan en sang vil være god for den Fortabte søn. For han har brug for mod, når han vender hjem, og hans brødre og hans far behøver mod til at optage ham i familien igen og ikke lytte til landsbyens sladder og spot”.

Lofin hentede den lille tromme fra sin hytte.

”Kom, Dee, sæt dig ved siden af mig! Nu skal du lære modets sang!”

Når vi kun vil! – det handler om at vi har mod til at komme hjem, - men har som forudsætning det mod Gud viste til at tage imod. Det er det, han har vist os i Jesus. Han har mod og vilje og kærlighed til at tage imod den, der vender hjem til ham.

Nu kunne det være fristende at sige en hel masse om, at den fortælling også er fortællingen om umulige teenagere, der synes at Bedsted og Grurup bare er dødkedelig og håbløst forældede, og forældre forstår aldrig noget og har fortrængt hvordan det er at være under 15 – i al fald har de ikke forstand på livet. Det vil jeg nu ikke gøre.

Fordi sådan skal det være – inden for rimelighedens grænser. For ellers bliver du ikke dig, - og det er det, du skal blive. Der er en der har skrevet:

Du skal være dig og ikke nogen anden,

ikke Henrik eller Hanne eller mig,

du skal finde det i dig, som du vil bruge,

og du glæder Gud blot ved at være dig.

Derfor skal dagen i dag og talen i dag heller ikke bruges til at fortælle, hvordan du skal være. Men til at sige til dig, at foran dig ligger et liv, du ganske vist ikke kender, men det er et liv fyldt med muligheder. Det er muligheder, Gud giver dig. Det er muligheder, der er hans gaver. Og du skal glæde Gud, de andre og dig selv, ved at turde bruge de muligheder. Det er alle dine evner, netop det du er god til. Det er det, du ikke er så godt til, men alligevel skal prøve. Det er det, du er håbløs til, men ikke kommer udenom. Og ja, så er der også noget, hvor du skal turde bede en anden om hjælp. Du skal gøre det, så du bliver dig, - det du allerede er, men måske ikke helt har fundet ud af endnu.

Men på den vej kan I blive både den ene og den anden af de to sønner, vi hørte om i lignelsen. I kan blive ham, der smed det hele væk. Eller I kan blive ham, der har det hele, men alligevel ikke glæder sig over det, - og derfor heller ikke kan glæde sig over den bror, der fik mod til at komme hjem. Eller I kan blive et sted midt imellem. Det er der ingen, der kan vide. Der er heller ingen, der kan give jer garantier mod at blive den ene eller den anden. Men måske kunne I huske på dem, - på forskellig måde.

Det kunne være, I kunne huske på dem på den måde, at man er nødt til at lukke hænderne op og tage imod livet, tage imod mulighederne. Man kan tro så meget på, at man kan alt, så man bliver som den yngste bror. Men man kan også tro så lidt på sig selv og egne evner, så man bliver som den ældste, tvære og sure bror. Husk på det, at den yngste i al fald lærte at tage imod livet, da han fik det givet igen. Han så muligheden, tog imod den, - og fik meget mere end han havde turdet tro, - havde mod til at tro.

Det fik han, fik livet igen, da hans far fik mod til at tage imod ham, vende det døve øre til landsbyens sladder og skæve blikke, al muren og mumlen i krogene om den uværdige søn. Og derfor er fortællingen om den fortabte søn ikke kun en fortælling til børn, der vender hjemmet ryggen og kommer galt af sted med det. Det er også fortællingen til dem derhjemme, forældre og søskende og naboer om at have mod til at åbne sig for livet, - også når det kommer til jer i skikkelse af en søn eller datter, der har gramset livet til. For det er der, det skal vise sig, om I også har mod til at være mennesker, sådan som I i dag ønsker at jeres børn må vokse op til at have mod til at være mennesker – at have mod til at bære det, livet byder på. Sådan at det ikke kun er de unge mennesker, der bliver det, de er, - men også jer forældre og søskende, - for det bliver vi jo aldrig færdige med.

Det er billedet i gudstjenestefolderen et godt eksempel på. Billedet er fra Tolstrup kirke i Vendsyssel, hvor det er alterbillede. Billedet er sat sammen af to fortællinger (måske tre). Den vi lige har hørt, fortællingen om de fortabte sønner, og så fortællingen om Jesus, der indstifter nadveren. Dermed siger kunstneren, at vi måske ikke altid skal forestille os det sådan, at det kun er noget, der sker én gang, at man forvilder sig hjemmefra. Men det er noget, vi lever med. Vi må igen og igen vende hjem. Det vil sige: vi må have vore rødder et sted. Fortsættelsen til det, jeg citerede for lidt siden lyder:

Du skal søge dine rødder i Guds rige,

du skal finde i Hans kærlighed dit Jeg,

du skal bede om at blive i Hans vilje,

så du elsker Ham, fordi Han elsker dig.

Du skal søge dine rødder. Man kan også sige: Du skal vide, hvor du hører til. Det var det, den fortabte søn fandt ud af. Da han havde sløset formuen op, ville han til sidst hjem. Der var nemlig noget, han ikke kunne glemme: hvor godt det egentlig var derhjemme, selvom det var dødkedeligt og forældet og alt det der. Så han ville hjem for at få plads som daglejer.

Men det fik han ikke lov til. I stedet fik han plads ved bordet. Der blev holdt et festmåltid (og det er måske den tredje fortælling, der er med). Fadet og karaflen er på bordet. Men forud for det, var gået noget. Han var blevet vasket. Han havde fået rent tøj – festtøj på. Og – han havde fået en ring på fingeren. Og som vi har været inde på i konfirmandtimerne var det ikke en tilfældig ring, men seglringen – den der gav ham fuldmagt til at skrive under. Han bliver genindsat som søn. Det er billede på alt det, der sker i dåben. Han er ikke med i fællesskabet på 2. eller 3. eller 4. klasse. Han med som før han vendte hjemmet ryggen.

Det bekræftes så af festmåltidet. For det er både nadvermåltid og festmåltid. Men det kan kun blive festmåltid med det, der er gået forud: gentagelsen som søn, indsættelse i barnekår hos Gud, blive sat på knæ hos vor himmelske far.

Det er nok ikke lige det, I har tænkt jer at gøre i eftermiddag, sætte jer på jeres fars eller mors skød. Men det er alligevel det, det handler om i dag på jeres konfirmationsdag. Der, på Guds skød, er der plads til jer. Der er I ventet. Og Guds skød hedder Jesus. Så tillykke med det. Tillykke med, at I nu igen får den besked, at Gud havde mod til at tage imod jer. Og det bliver han ved med.

Må I så få samme mod til at åbne jer for det, som den fortabte søn fik. For der er livet og lyset. Læg mærk til det i billedet. Læg mærke til, at lyset strømmer ind fra venstre, fra sønnen der kommer hjem og Faderen, der tager imod. (Ikke der, hvor man klarer det hele og alt er perfekt!) Det er Guds kærlighed, der som lys strømmer ind og skaber fest og glæde. Men vær også opmærksom på den anden side, den mørke side, hvor storebror vender ryggen til. For den har vi også alle sammen i os. Gør det til jeres bøn, at I får mod til at være som den fortabte, - men også at I får mod til at tage imod fortabte.

Hold så fest. Hold livets fest, for hvor Gud er på færde med sin tilgivelse og kærlighed, der er liv – og for livet skal vi holde fest. Ja – og gør så som Lee, fortæl den her historie, hvor I nu kommer til at leve. Fortæl den så sønner og døtre får mod til at komme hjem, og hjemmet og omgivelser får mod til at tage imod. Så vil livet lykkes, hvordan det end kommer til at se ud.

Så velsigne Gud jer og give jer lykke til at leve jeres liv med glæde og frimodighed og gåpåmod.

Lad os bede…


Lad os bede!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Vor Gud og Fader i himlen!

Vi takker dig,

fordi du tog imod os, da vi blev døbt.

I Jesus Kristus har vi lært dig at kende,

så vi kan leve som dine børn

og tro på din kærlighed.

Derfor beder vi dig:

Bekræft for de unge,

at du vil være med dem alle dage indtil verdens ende.

Giv dem mod til at tro på dig og handle derefter.

Styrk dem med dit levende håb

og bevar dem fra det onde,

så din glæde må leve i dem. Amen.

RELATED MEDIA
See the rest →
RELATED SERMONS
See the rest →