Sermon Tone Analysis

Om Guds rige!

I det Gamle Testamente nævnes forskellige lande og riger flere gange, men få gange nævnes et rige, som kædes direkte sammen med Guds Herredømme.

Israel har i første omgang (i hvert fald teoretisk) Gud som konge, men kræver efterhånden deres egen konge, som så bliver Saul og hans efterfølger David, som var en mand efter Guds hjerte.

Herefter har kongerne svingende karakter - primært til den syndige og modbydelige side.

Israel er altså et rige, et kongerige, og et rige der tilhører Gud som sådan, men bliver regeret af en menneskekonge.

Enkelte gange bliver et egentligt Guds rige, der virker til at være anderledes end Israel nævnt:

Sl. 103´s afsluttende vers beskriver Herrens trone som grundfæstet i himlen, hvorfra Han hersker som konge over alle.

Derefter lyder en række verber i imperativ: Pris Herren, omhandlende Hans engle, krigere, hære, tjenere og til sidst alle Hans skaberværker - overalt i Hans rige.

Her fremstår Guds rige som noget egentligt present, dækkende hele verden, medmindre det skal forstås eskatologisk, hvilket fx vers 4 kunne tyde på.

I Daniels bog kap.

3,33 bliver et rige igen kædet sammen med Gud.

Her gives der udtryk for at Guds rige er evigt.

Den egentlige tale om et "Guds rige", er altså sporadisk (omend eksisterende) i det Gamle Testamente.

Anderledes ser det ud, når vi når frem til det Nye Testamente og særligt i de synoptiske evangelier.

- Her bliver udtrykket “rige” brugt 126 gange i evangelierne og 34 gange ud over det.

Vi har altså med et vigtigt udtryk at gøre.

Hvordan fremstilles Guds rige i de synoptiske evangelier:

På Jesu tid var Israel en stat under Romerriget - et besat område.

Man mindedes stadig tiden under Hasmonæernes kongerige, som havde ført Israel ud af eksilherskernes jerngreb, og man havde også stadig den efterfølgende Herodes med alt hans pomp og pragt (og tyrrani) i baghovedet, når man tænkte på et kongerige.

Jøderne længtes efter frihed fra romerne og flere drømte om en messiansk skikkelse, som ville frigøre Israel og sætte sig på Davids trone (se blot Johannes' spørgsmål til Jesus i ,).

Guds Rige i de synoptiske evangelier, bliver fremstillet på forskellig vis.

Til tider taler Jesus direkte og ligefremt om det og andre steder kun i lignelser.

Matthæus evangeliet rummer flere af de direkte udtryk.

Her er Riget kædet sammen med at sygdom og lidelse bliver helbredt og dæmoner kastet ud (indirekte i 4:23 og direkte i 12:28).

Desuden nævnes det, at Guds Rige er "midt i blandt jer" (), Guds Rige kan altså ikke her forstås, som et almindeligt dennesidigt Rige, men må i stedet være noget, som kunne findes i evangeliet.

Guds rige er altså i NT både "nær" og "midt i blandt jer".

Interessant nok begynder Jesus at forkynde evangeliet og Guds rige i det øjeblik Han hører, at Johannes Døber er blevet fængslet (, og ,).

, fortæller eskatologisk at Menneskesønnen kommer i sit rige, hvilket kunne pege på at riget forsvinder sammen med Jesus, medmindre der her er tale om en anden form for rige eller måske snarere form af Riget.

Nogle af lignelserne i Markus og Lukas evangelierne fremstiller nemlig Riget som noget vi kan opleve og leve i også nu.

Lignelsen om sædemanden, som også optræder i Matthæus, fortæller om en mand, der går ud og sår, hvorefter kun noget af de såede vokser op; det som var sået i den gode jord.

I de enkelte evangelier fremstilles lignelsen lidt forskelligt, men fælles for forklaringen på alle tre fremstillinger er, at det såede er Ordet.

Særligt interessant for vores forståelse af Himmeriget er de første vers i Matthæus' fremstilling (13,24): Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark.

Himmeriget ligner altså en mand - der sår - god sæd - i sin mark.

Der hersker ingen tvivl om, at den mand, der sår, tvingende må være Jesus.

Guds Rige ligner altså Jesus, der sår sit Ord.

Denne form af Guds Rige - må også kunne findes i dag.

Den form SKAL findes blandt os! Vi SKAL være HANS redskaber til at sprede evangeliet i al dets kraft!

Nadverteksten i Lukas evangeliet beskriver riget anderledes, for her siger Jesus, at Guds Rige kommer (22,18).

Guds Rige er altså både midt iblandt disciplene og et Rige som kommer.

Som jeg ser det, er der ikke nogen skelnen i evangelierne mellem det rige, som allerede er midt i blandt disciplene og det rige, som skal komme.

Begge forståelser rummes tværtimod umiddelbart i ,29-30 hvor Jesus overdrager Riget til disciplene for at de kan spise og drikke i Hans rige.

Hvem kommer ind i Guds rige:

Spørgsmålet bliver så, hvem har adgang til dette Guds rige.

De jøder, der levede under den gamle pagt, forstod Israel som Guds folk og overført Guds børn.

Israel var særligt udvalgt ved Guds suveræne nåde, og ved Abrahams pagt tilhørte man folket og på den måde også Guds rige - omend det sidste egentlig ikke står så tydeligt i GT.

Denne forståelse bakkes umiddelbart op af Jesus i det Ny Testamente, hvor Han på et tidspunkt udbryder:

"Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor.

Dér skal der være gråd og tænderskærren."

,

Jøderne forstås her som Rigets egne børn, Guds eget udvalgte folk og Hans børn.

Men der gøres altså op med denne indgang til Riget.

Rigets børn skal kastes ud i mørket - udenfor riget, og andre fra hele verden, skal få adgang.

Adgangen er altså ifølge disse vers ikke etnocentrisk, sådan som den tidligere havde været.

,43 slår også dette fast.

Guds Rige bliver taget fra jøderne og givet til et folk, som bærer dets frugt.

Spørgsmålet er så, hvad denne frugt er - og om det er en frugt, folket bærer før de kommer ind i Riget eller om det er en frugt Gud ved, de vil bære når de er kommet ind i Riget.

Meget passende, vil vi derfor vende os mod to af vingårdsteksterne i Matthæusevangeliet (21,1-32 og 21,33ff)

Disse tekster viser tydeligt både Jesu og som sådan også Matthæus' jødiske baggrund og opdragelse.

Enhver jøde, der har hørt disse lignelser og særligt den sidste, kan ikke undgå at høre ekkoet af Esajs 5, 1-2 og Salme 80, der begge beskriver Israel som en vin eller vingård, der ikke giver frugt som forventet og derfor må lide for dette.

Fokus skifter dog i 21,33 fra GT's fremstilling af hele folket - til i Jesu lignelse at have et særligt fokus på de ledere, som ikke havde taget sig ordentligt at det Guds folk, som de var blevet betroet.

Lignelserne handler om Guds vilje.

I den første af disse lignelser møder vi to sønner, som begge bliver bedt om at arbejde i deres fars vingård.

Den ene takker ja, men går aldrig derud.

Den anden siger nej, men ender alligevel med at gå ud og arbejde.

Når jøderne så, efter endt fortælling, bliver bedt om at redegøre for, hvem af sønnerne, der gjorde deres fars vilje, peger de naturligvis på den søn, som gik ud og arbejdede og ikke bare blev hjemme.

Hurtigt kunne man her foranlediges til at tænke, at Jesus dermed opfordrer til en form for gerningsretfærdighed (som systematikken ville kalde det), men dette ville være en fejl.

Jesus forklarer nemlig hurtigt efter, hvad faderens vilje er: Tro.

Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige først - for de troede på Johannes, da Han kom og viste dem vejen til retfærdighed.

Troen er dermed det retfærdiggørende punkt her, og implicit kan vi så læse, at retfærdighed er en nøgle til Guds rige.

På samme vis, læser vi også om de små børn, der kommer til Jesus.

I Lukas evangeliet er det indskrevet, at det er spædbørn (18,15-17).

Adgangen her kan logisk ikke antages at være deres gode gerninger, men må i stedet tilskrives deres umiddelbare modtagelse af Jesus.

En modtagelse, der sågar bliver gjort til forbillede for de voksne.

Adgangen til Guds Rige kan altså ikke være de gode gerninger, men må tilskrives troen, der, som vi har set, er den frugt, der kræves for at være i Guds Rige.

Samtidig kræves der ALT af de mennesker, der ønsker at have bolig i eller være arvtagere til Guds rige.

En rig mand kommer til Jesus i Lukasevangeliets 18. kapitel vers 18-30 og ønsker at vide hvad han skal gøre for at arve evigt liv?

Jesus svarer så ved hjælp af de 10 bud, og da manden gør opmærksom på, at han har overholdt disse siden sin ungdom, sætter Jesus det hele på spidsen, ved at bede manden sælge alt hvad han ejer og så komme og følge Jesus.

Denne rige yngling (Matthæus præsenterer ham som ung) bliver dybt fortvivlet, fordi han var meget rig.

Jesus og disciplene har derefter en samtale om besværligheden ved at komme ind i Guds rige, hvis man er rig.

Disciplene bliver dybt fortvivlet over dette, for hvem kan så komme ind i Guds rige?

Her responderer Jesus: "Det som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud".

Desuden lover Han disciplene, at alt hvad de har efterladt derhjemme, vil de få mangedobbelt igen i denne verden - og evigt liv i den kommende.

Deres opgivelse af eget liv, får altså en betydning for deres evige liv.

Deres adgang til Guds Rige bliver givet ved at de opgiver og overgiver deres liv til Ham.

I det afsnit i Matthæusevangeliet, som i DDO92 har fået den rammende overskrift "Verdensdommen" (,31ff).

Beskrives det, hvorledes Menneskesønnen (Jesus), vil samle alle folkeslag foran sig og dele dem i to.

På den ene side, vil være alle de, som er værdige (retfærdige) til at komme ind i Hans rige og det evige liv, og på den anden side vil være alle dem, som ikke er værdige til Hans rige, som i stedet vil modtage evig straf.

En umiddelbar læsning vil vise, at de retfærdige er dem, der har taget sig af de sultne og tørstige, de fremmede og de fængslede, og de uretfærdige er dem, der ikke gjorde det.

Spørgsmålet er så, om man ikke kan komme ind i Guds Rige, hvis man ikke har besøgt én der var i fængsel - og i så fald, hvor mange gange kræves der så af mig?

Er de gode gerninger nu en nødvendighed eller bliver jeg stadig gjort retfærdig af tro?

Her må svaret være et rungende "ja".

Begge dele bliver af teksten beskrevet som nødvendige, de gode gerninger mod Guds børn - gerninger begået i omsorg for dem og for Gud, kan ikke med teksten i hånden bortforklares - ,24ff har den samme vægtlægning.

Menneskesønnen vil komme og gengælde enhver efter sine gerninger, når Han kommer i sit rige.

MEN selv her, fornemmer vi i versene menneskets ubehjælpelighed: "...hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?" (Matt.

26b).

Der kan altså ikke bare udfærdiges en eller anden form for social-gospel teologi.

Vi kan ikke forhandle os til en plads i Guds Rige ved hjælp af de gode omsorgsgerninger vi gør, vi må i stedet opgive livet og fornægte os selv - vi må miste livet til Jesus.

Så når de gode gerninger er nødvendige, men ikke kan bruges som vederlag, må vi altså konstatere en (forsimplet) model i stil med følgende:

Tro på Jesus (T) => Retfærdighed (R) => Omsorgsgerninger (O) = Plads i Guds Rige (GR)

T skaber altså R og O som er lig med GR.

Kæden kan ikke anskues anerledes, vi kan ikke Bibelsk set forvente at O vil medføre hverken R eller T, og dermed kan frelsen (plads i Guds rige) kun opnås ved modellen TRO.