Drop files to upload.
Faithlife
Faithlife

07, Skærtorsdag, 1. Ræ

Sermon  •  Submitted
0 ratings
· 4 views
Notes & Transcripts

At blive elsket, og elske.

Skærtorsdag 2007, 1. ræ

Bøn:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Indledning

Vi har gået turen så tit de fleste af os. Turen op til naverbordet. Og turen fra nadverbordet. Vi er gået fra hverdagen op til kirken, ind til gudstjeneste, ind i stilheden og nærværet. Og der ved nadverbordet er vendepunktet. Det er der, vi går op med det, vi ikke kan bære. Og derfra går vi tilbage, hjem, ud i hverdagen med nye kræfter, befriet fra det, vi ikke kan bære så vi kan tage det på os, vi skal bære af hverdagens byrder. Vi kan gå hjem med ny styrke. Hvor kommer den fra? Den kommer fra at være elsket og blive set!

Det er at være menneske og blive er:

AT BLIVE ELSKET, SÅ AT DU KAN ELSKE.

AT BLIVE SET, SÅ AT DU KAN SE

Det er det, vi har brug for, at blive placeret i den dybe sammenhæng, hvor vi er elsket og set, så vi i den sammenhæng kan elske livet. Derfor er det håbets måltid.

Håbets måltid

Det måltid, Jesus var sammen med sine disciple om skærtorsdag, var et sådant fællesskab, et håbets måltid, hvor mennesker blev elsket og set. Sådan sagde Gud til Moses: ”Jeg har set…” Hvad har han set? Han har set sit folk. Han har set sit folks lidelser!  ”Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig….”

 

Gud har set. Det betyder: Gud handler. Han handler for at føre dem ud af trældom, føre dem ud i frihed, ud i glæde, befriet fra angsten og med mod og håb, nyt håb om Guds frelsende indgriben. De fik besked om at spise påskemåltidet. Og det skulle de gøre hvert år siden. Det skulle minde dem, at Gud elskede for Gud så. Gennem den begivenhed og det måltid, giver Gud folket deres identitet og selvforståelse som folk, former dem til at være mennesker, der elsker og ser. Ved at gentage den år efter år blev hvert nyt slægtled sat ind i denne dybe sammenhæng, der har haft styrke til at bevare dem som folk, trods alt hvad de mødte, trods alle deres egne fald og forvildelser i afgudsdyrkelse og umoralitet, trods al forfølgelse og adspredelse. Hvorfor det? Fordi det var en sammenhæng, de ikke selv skabte. Det var Gud, der skabte den. Han blev den dybe sammenhæng i deres liv, der bankede vedholdende og uden ophør i deres blod. De blev mindet om det igen og igen, at de blev elsket, - og de blev set. De blev elsket og set af Gud! Der skulle også selv elske og se – og derved formes til mennesker.

Skyggen

Nu får disciplene besked om at forberede netop det måltid. Nu forbereder de det og glæder sig. Nu skal der være fest. Nu skal de fyldes af det håb, der altid fulgte med det måltid: Håbet om Guds frelsende indgriben. Og som frie mænd lægger de sig til bords.

Og så er det som det hele bliver ødelagt. En skygge lægger sig hen over måltidet. Jesus tager ordet, bringer til dem alle til at tie med det højtidelige ord: ”Sandelig siger jer.” Nu kommer noget vigtigt. Nu kommer noget, der står fast. De lytter, spidser ører. Hvad har han at sige? ”En af jer vil forråde mig!”  Altså: en af dem, en af dem i inderkredsen, en af dem, der har fulgt Jesus vil stikke ham.

De reagerer alle på det. De bliver bedrøvede. Først bedrøvelsen over, at et menneske kan finde på det. Men så kommer det værste, det lille stik i hjertet med det ubehagelige spørgsmål: Det kunne vel ikke være mig selv! En efter en spørger de: ”Det er vel ikke mig, Herre?” Hvorfor spørger de? Vil de hytte deres eget skind: bare jeg kan få at vide, det ikke er mig. Jo, det har sikkert også spillet med. Men mest handler det nok om usikkerhed – den utålelige usikkerhed på sig selv. Den, der kan få os til at komme med store ord om, at sådan kunne vi aldrig selv handle. Men måske siger vi det for at overdøve tanken i vores eget hjerte – kunne det være dig selv? Der er noget befriende ved disciplenes reaktion, noget menneskeligt. Det fortæller os, at det er mennesker af kød og blod, mennesker på godt og ondt, der ligger til bords med mesteren. Det er ikke en flok overmennesker. Det er mennesker lige så sølle som os, når det kommer dertil. Så: ”Herre, det er vel ikke mig?”

Han rækker ud efter os

Og så giver han dem svar, rækker ud efter dem – også efter Judas. Han siger ikke til den ene efter den anden: Nej, det kunne du aldrig finde på. I stedet peger han Judas ud ved at dyppe i fadet sammen med ham. Han har altså ærespladsen ved siden af Jesus, ham der allerede har indgået aftalen om at stikke ham, allerede har fået sin betaling. Og hvem kan lade være at tænke: Hvad er det dog for et menneske? Hvad foregår der i ham? Hvordan kan han?

Sådan er det så let at lægge afstand til Judas, også når vi tænker på, hvad Jesus videre siger: ”Vé det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.” Men det er ikke ord beregnet til at de andre kan gøre sig bedre end Judas. De flygtede jo også, Peter bande på, han aldrig havde haft med Jesus at gøre. Jesu ord er ikke givet os til at fælde dom over Jesus, men til advarsel: Det kan ske.

Men samtidig er det vigtigt at få sagt det, som man kan se på et vægtæppe i et Kapel i Selbitz i Tyskland – ser Judas sidde yderst. Men Jesus rækker ud efter ham, som han rækker ud efter alle andre. Når han ham?

Der er to ting, der skal holdes fast: også stikker-synden er der tilgivelse for; også selvmordet er der tilgivelse for. Også de andres luskede opførsel da det gjaldt, er der tilgivelse for. Det hele er med på korset langfredag. Derfor – og det er det andet – det er en advarsel mod at forhærde sig. Paulus siger det sådan: ”Den, som tror, at han står, skal se ti, at han ikke falder.” Hvordan gør vi det? Ved at holde os til Jesus…

Nu ligger de så der. De ligger til bords med dette uhyggelige som skygge over måltidet. Jesus har altså set det. Han har set dem. Han har elsket dem, også Judas. Han dypper i fadet sammen med dem. Men hvad nu? Kan det fortsætte? Eller må det hele nu opløses? Hvordan komme videre?

Han giver sig selv til os.

Kun én kan bringe det videre: Jesus. Han bliver hos dem, selvom han har set. Nej, han bliver hos dem, fordi han har set. ”Jeg har set, mit folks lidelse…” Han ser disciplenes lidelse, deres kamp med dem selv. Hvordan det piner dem. Og så handler han, som Gud handlede dengang han udfriede dem. Han holder fast ved, at også her der håb om Guds frelsen indgriben. Han sætter sit eget liv ind på det, indstifter en ny pagt, syndernes forladelse ved hans blod. Han fornyer traditionen, skaber en endnu dybere sammenhæng, lægger sig selv, sit eget liv på bordet som pant på håbet.

Det er det eminente ved vægtæppet fra kapellet i i Selbitz i Tyskland Hele Jesu krop er lagt op på bordet. Det er det nye i påskemåltidet: Kristi hengivenhed. Kristus giver i dette måltid sig selv hen til mennesker for på den måde at bringe dem befrielse fra alt det, der truer med at splintre livet, og fylde dem med liv og håb ved tilgivelsen, syndernes forladelse ved hans blod. Dermed siger han til dem: Jeg er den sammenhæng i jeres liv, der holder, holder sammen på jer i al jeres usikkerhed og angst overfor livet, holder sammen på det, hvor det gik i stykker, sikrer ”nyt håb om Guds frelsende indgriben”. Han er altså den sammenhæng, hvori vi kan elske livet, fordi han elsker os og ser, hvor vi ikke skal leve i bestandig angst for at det falder fra hinanden, ender i fortabelsen.

For nu sker det igen. Den aften rakte han ud efter disciplene. Nu rækker han ud efter os, alle os selvsikre og usikre, dem af os der lever en jævnt og muntert, virksomt liv på jord uden de store bekymringer; og de af os, der dagligt oplever livet som en brydsom kamp, rækker ud efter dem af os, der lever harmonisk med os selv og andre; og de af os, der dagligt skal kæmpe med vort eget sind og vort sind overfor andre. Alle os elsker han og ser han. Han ser sit folks lidelse, og så handler. Han handler gennem det ord, der om lidt indbyder os til at tage del i det måltid. Han rækker sig selv frem til os, så vi må være i hans beskyttende arme, må være i den kærlighedens livssammenhæng, han skabte. For af ham bliver vi set.

Så gå frimodigt derop, mød ham, tak ham for det, han har gjort, fortæl ham det, der gjorde godt og det der gør ondt. For det er sådan vi i ham kan elske livet, tage imod det ved at lægge det fra os, der forfølger os. Og så gå ned derfra med friske kræfter som den, der er blevet elsket og blevet set, og derfor selv kan elske, selv kan se. Gøre det akkurat ligesom Jesus gjorde. Vi skal tage håbet med ud i verden, det håb hvormed vi kan elske mennesker, som de er; og se dem som de er – så også de kan elske og se, formers som mennesker efter Guds vilje.

Evighedens måltid

Og så til sidst kun to ting. Hvor stort og godt og livgivende det måltid end er her, så er det kun en forsmag på det evige. Jesus ser frem til næste gang, han skal drikke af vintræets fryugt ’som ny vin sammen med jer i min faders rige’. Det fuldendes altså i evigheden hos Gud.

Og så det allersidste: De slutter med at synge lovsangen. Det er bare stærkt, når man tænker på, hvad de lige har været igennem. Med Kristi legeme og blod givet for os, vender vi tilbage til verden, går ud i den som mennesker der er blevet elsket og set, går ud i verden for at elske og for at se – den samme vandring frem og tilbage for at blive mennesker – vi går der ud med lovsang, med taknemlig og glæde, med nyt mod til at i ham at elske livet.

Salmer:

Grurup

320: Midt iblandt os er Guds rige

338: Var Gud ej med os denne stund

476: Kornet som dør i jorden


458: Zion pris din saliggører

471: O glædelig dag, da Jesus


 

Bedsted.

320: Midt iblandt os er Guds rige

476: Kornet som dør i jorden

Lovsangskor


458: Zion pris din saliggører

471: O glædelig dag, da Jesus


Udgang: 420: Syng lovsang, hele jorden

Lovsangskor/stilhed under altergang

RELATED MEDIA
See the rest →
RELATED SERMONS
See the rest →