Faithlife
Faithlife

06, 3. Søndag I Advent, 1. Ræ

Sermon  •  Submitted
0 ratings
· 2 views
Notes & Transcripts

Den tvivlende tro!

3. søndag i advent

Es 35; Kor 4,1-5; Matt 11,2-10

Med jævne mellemrum hjemsøges vi i vinterhalvåret af hårde storme, der har efterladt mange ødelæggelser. Store skovarealer er blevet ødelagt, træerne er væltet eller brækket som tændstikker. Det blev ubarmhjertigt afsløret, hvilke træer, der ikke havde tilstrækkelig stærkt rodnet eller havde for svag en stamme.

Man kan passende sammenligne Johannes døber med et sådant stormvejr. Som en storm med vindstød af stormstyrke til orkan fejede hans forkyndelse hen over mennesker, rykkede dem op med rode, væltede dem om kuld. Det fik mange til at spørge, om ikke han var Messias, den længe ventede frelserkonge. Men hver gang de spurgte ham, benægtede han. Tværtimod pegede han videre, pegede hen på Jesus, som den der skulle komme og døbe med Helligånd og ild. Det er derfor Johannes ofte er afbilledet med en ekstra lang pegefinger.

Men nu var det forbi med vækkelsesprædikener og dåb Han havde været så nærgående overfor magten, så magten havde bragt ham til tavshed ved at smide ham i fængsel. Det er sket ofte, både før og siden – ubehagelige røster man ikke bryder sig om, lukker man munden på ved at lade dem rådne op i fængsler. Men der i stilheden, hvor det er slut på det aktive liv, sker der noget med Johannes. Tvivlen sniger sig ind på ham, stikker sine giftige pile i hans smertende sår. Nu, hvor han har tid til at tænke efter, rammer de ubehagelige spørgsmål ham selv. ”Tænk om det hele er et stort bluf? Hvad om det hele bare var hans egne tanker? Handlede det i grunden bare om, at han skulle af med sine egne aggressioner? Ja, var hele hans livsgerning og dermed hans liv et stort falsum?” Det hele skred under ham. Hele grundvolden for hans liv. Hvad skulle han tro? Hvad skulle han gøre?

Den situation er Johannes imidlertid ikke ene om. Mange gange siden er mennesker kommet i en lignende tvivl, som det ikke var til at leve med, fordi tvivlen satte spørgsmålstegn ved selve livet, ens eget liv, den grund man byggede det på, det som det var rodfæstet i. For troen var livet og livet var troen. Vi var måske overbevist om, at vi havde taget imod Kristus, at vi var ”rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæste i troen,” som Paulus skriver til menigheden i Kolossæe. Men en dag skete der noget, der væltede det hele. En ulykke, en sygdom eller noget andet satte livet i stå, placerede os for et stykke tid på parkeringspladsen med alt for god til at spekulere over livets spørgsmål. Og så kom tvivlen også snigen til os. Hvad er det, du har troet på? Det samme spørgsmål, som Johannes kom til at tumle med, blev måske også vores spørgsmål, der smertede, stak i troen og visheden. ”Er du den som kom, eller skal vi vente en anden?”

Sammen med det, kan også følge bebrejdelse, selvbebrejdelsen: Så lidt var min tro altså værd? Så lidt styrke havde den? Eller hvad kan være lige så slemt: Man mærker de andres stikkende blikke: Ja, tænkte vi det ikke nok. Den tro var som en tynd æggeskal, det mindste tryk knuste den. Så har vi alligevel ret. Og værst af alt: tvivlen handlede om hele livet, om der nogensinde igen kom en glædens dag, om der var fred at finde, om det egentlig var tilladt at leve.

På samme måde var det altså med Johannes Døber, den største blandt kvindefødte. Han er et spejlbillede af vores tvivl, ja, men er også den, af hvem vi kan lære, hvordan vi håndterer tvivlen. Og den lære er for så vidt enkel, men den kan være lige så let den ser ud i teorien, lige så svær kan den være i praksis.

Hvad kan vi så lære af Johannes og hans situation?

Det første er, at Johannes gør noget!  Når tvivlen rammer, har den det med at binde os, fryse os fast, gøre os handlingslammede. Vi venter bare på, at der skal ske noget. Men Johannes satte sig ikke kun til at vente. Han gjorde noget. Han sendte bud til ham, han tvivlede på. Han lagde sin tvivlende og vaklende tro frem, - og dermed er der slået den første sprække i tvivlens hårde skal. Allerede da, er der sket noget afgørende.

Det næste er, at Johannes ikke pakker noget ind. Der er ingen floromvundne vendinger, ingen bortforklaringer, ingen snørklede forbehold. Han spørger direkte: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Dermed spiller han bolden over til Jesus. Og det er med til at løsne op. Det forkrampede løsner lidt. Nu venter han så.

Det er det tredje. Nu må han vente på svar. Hvordan reagerer Jesus? Vil Jesu afskedige ham som ubrugelig, som en der alligevel ikke duede til at være det, han skulle være, en ynkelig misforståelse? Slog han fortvivlet og opgivende ud med armene og sagde til sig selv: ”Nej! Nu giver jeg op! Når ikke engang ham, der er forløber for mig og skal bane vejen for mig, kan tro, så er det hele håbløst?” Nej, det gjorde han ikke. Han åbnede i stedet sin favn for det tvivlende sind med hjertet fyldt med frygt og angst. Brorson rammer plet, når han skriver:

Kom bange sjæl, at skrive

dig det i hjertet ind,

lad denne glæde drive

igennem sjæl og sind:

at hjælpen er til stede,

at Jesus selv er her,

han vil dig trøste, glæde,

og altid have kær.

 

Hos Jesus er der plads til det tvivlende, angstfyldte og bange hjerte.

For hos ham er der svar. Men Jesus giver ikke Johannes Døber et direkte svar. Han sender ikke Johannes Døbers disciple tilbage med det korte og enkle svar ’Ja, jeg er’. For det skaber ikke troen. I stedet siger han til dem: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser..” For det hjælper ikke et tvivlende menneske at høre, at Jesus er Guds søn. Det må selv høre og se. Man kan lære alt om Jesus, men det giver ikke i sig selv vished om, hvem han er. Derfor skal Johannes selv høre og se, have øjnene åbnet for at Guds rige er kommet nær. Så får de den besked at gå med, - fortæl Johannes hvad I hører og ser: ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.” Det er det centrale i evangeliet. Det er godt nyt til dem, som ikke magter livet og troen selv. Det er godt nyt til dem, der har erfaret, at den egentlig katastrofe i menneskelivet er, at det ikke hver dag har elsket Gud og været god mod alle mennesker. Men i den katastrofe har Jesus grebet ind og betalt min skyld. Derfor har jeg brug for ham, dag og nat, hver eneste dag i mit liv. Og det er der, troen skal slå rod,. Den rodfæstes i forsoningen på Golgata, i ordet om syndernes forladelse. Det er det syn, vi har brug for. Det er det ord, vi har brug for. Men kun Jesus kan åbne vore øjne og ører for det.

Men der er ikke kun svar til Døberens disciple. Der er også svar til de, der har hørt på. Man kan jo nemt forestille sig, hvad de har tænkt, at nu var det nok ikke så nødvendigt at tage det så alvorligt som Johannes havde gjort. Måske er de også kommet i tvivl, nu Johannes var kommet. Hvad gør Jesus så? Han griber fat i det, de selv har gjort. De skal ikke komme for godt i gang med at dømme Johannes uden at blive mindet om, at de selv var medløbere. De skal ikke lade tvivlen komme til, bare fordi Johannes kom i tvivl. For hvorfor var de gået ud i ørkenen? Jesus stiller dem to spørgsmål:

1)      Var det for at se et siv, der svajer for vinden?

2)      Var det for at se et menneske i fornemme klæder?

I begge tilfælde er svaret nej. Det første handler om det menneske, der indretter sit liv efter sidste opinionsmåling, hvad der er oppe i tiden. Det praler med at være et frigjort og selvstændigt menneske, der er i fuld gang med sit selvudviklingsprojekt. Men virkelighedens verden er, at det er uhjælpeligt bunde til tidens strømninger, kan ikke og vover ikke at gøre sig fri af dem. Det løber ustandseligt efter det, først til det ene, så til det andet, som tiden nu skifter til. Det andet er billede på det menneske, der fører sig frem i det rigtige tøj, viser sig som dem, der har styr på tilværelsen, livet, familien, karrieren. Man er fri, ja, men ikke fri til andet end at indrette sig efter, hvordan andre bedømmer én.

Men var det derfor, de var gået derud? Nej! De var gået derud for at se en profet, ja mere end en profet, selve forløberen for ham, der skulle komme! Dermed siger Jesus for det første: tvivlen gør ikke Johannes døbers liv og gerning til en løgn. Og det samme siger han til os: Tvivlen gør ikke dit liv og din tro til løgn. Den gør ikke den tro, du har haft til en misforståelse. Og det, der fik din tro til at vælte og til at tvivle, kan ikke gøre dit liv til en løgn. Ja, det kan ikke forbyde dig igen at glæde dig over til liv og på ny se frem til hver dag at stå op.

For hvad er det, der kan ske der, hvor stormen har væltet det hele, gjort alting til en ødemark? Der kan noget nyt gro frem! For 1½ år siden raserede en brand store dele af Stenbjerg Klitplantage. Det var ikke noget rart syn, der mødte én bagefter. Alt var afsvedet og sort. Der var ikke meget liv tilbage, ja der så overhovedet ikke ud til at være liv tilbage. Og gik man derud nu i sommer, godt et år efter, var der stadig meget, der var sort og svedent. Men der var også noget mere. Midt i det sortsvedne kunne man se de første blomster titte frem. Det nye liv var allerede på vej. I vores liv kan vi komme ud for storme, der ser ud til at vælte alt, rub og stub, får vores tro til at ligne et svajende siv. Men midt i dette menneskelige og åndelige øde, tomme, sorte, livsløse, der kan det igen gro. Det kan gro der, hvor vi brækker ud af tvivlen, hvor Jesus kommer til orde, fordi vi henvender os til ham, åbent og ærligt lader tvivlen komme frem. Der kan det på ny blomstre. Det kan det, hvor vi i vor tvivl og magtesløshed slår følge med barnet i krybben, barnet der kom til verden under de mest håbløse omstændigheder, men viste sig at have magt til at tænde håbet i et utal af menneskers liv.

Så lad bare vor tro tvivle og vakle, for det stadig en frelsende tro, er det så længe den holder sig til ham, der er den, der kommer. Så skal du

…ej heller klage,

at du ham ej kan få,

han kommer selv at tage

dig ud af jammers vrå;

han komemr selv, han kommer

at dæmpe al din ve

og gør en liflig sommer

af al din trængsels sne.

78: Blomstre som en rosengård

87: Det første lys er ordet

654: Aftensukket, nattegråden


86: Hvorledes skal jeg møde

85: Op Sion at oplukke

RELATED MEDIA
See the rest →
RELATED SERMONS
See the rest →