08, Kristi Himmelfarts Dag, 2. ræ

Herredømme gennem tilgivelse!

Kristi Himmelfarts Dag 2008, 2. Ræ

ApG 1,1-11; Luk 24,46-53

En ung familie flyttede til et nyt område i København. De havde en dreng på 8 år, der dermed skulle begynde i en ny skole. Det var naturligt nok lidt beklemt ved. Nu var det så sådan, at skolen lå lige ved siden af den blok, de skulle bo i, og det sådan, at skolegården kunne ses oppe fra lejligheden. Drengens mor lovede så, at når hun hørte skoleklokken ringe og vidste, at nu var der frikvarter, ville hun stå oppe i vinduet og se ned på drengen, når han gik ud i skolegården. Han kunne ganske vist ikke se hende, men hun kunne se ham og han ville vide, at han var set af hende. Den viden om, at han var i sine mors tanker, ville give ham mod til at gå ud og blande sig med de andre, selvom han følte sig fuldstændig alene. Sådan betyder Kristi himmelfart ikke at Jesus er blevet fjern, men at han fra sin plads Gud Faders højre hånd, ser os og at hans velsignende hænder er rettede imod os – selvom disciplene ikke længere kunne se ham. Det er det, vi som disciple har brug for, så vi får mod til at gå ud i verden og blande os med den – med evangeliet som vor på en gang skjulte og åbenlyse bagage.

Kristi Himmelfarts dag er således det sidste møde her på jord mellem Jesus og discilene, der fører til det evige, det ubegrænsede, det totale nærvær. Jesus møder disciplene, gør det klart for dem, at det ikke er et gespenst, en ren ånd, der står foran dem. Han har krop. Han spiser sammen med dem. Det sker konkret, historisk. Og så tager han dem med udenfor byen, ’hen i nærheden af Betania’ løfter sine hænder og forsvinder. Opstandelsen fik de ikke at se, men himmelfarten får de at se, så de ikke skal tro, han endnu dukker op igen – og de lukke sig inde bag lukkede døre. Nej, du skal de ud – ud i verden med evangeliet, med velsignelsen!

Så velsigner han dem. Han løfter sine hænder på samme måde, som man dengang gjorde, når man bad. Det skulle altså være det sidste, de så til ham på jorden. De løftede hænder, der gjorde han egentlig formede et kors. Det skulle stå tilbage på nethinden, velsignelsen der lyser ud af korset. Og sådan også for os, når vi går fra gudstjenesten. Det er det syn, vi skal gå med, præsten der er redskab for Guds velsignelse til os, hvor han til sidst gør korsets tegn, minder os om velsignelsen, - velsignelsen i korset, - at i korset lyser Guds ansigt mod os med nåde. Gud ser ikke bort fra os, men han ser på os med varme, omsorg, kærlighed, ser på os med alt det, tilgivelsen rummer.

Så er himlen sænket mod jorden og jorden løftet mod himlen, som Grundtvig synger. For i velsignelsen er vi med i Himlen, er vi med i Kristi evige Herredømme, fordi Gud ’oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus.’ Som barnet nede i skolegården var i mors tanker, blev set af mor, sådan bliver vi set af Gud, er med i Guds tanker. Da Jesus for til himmels tog han altså i åndelig forstand hvert eneste troende menneske med. Nu er vi der sammen med ham for Guds ansigt, selvom vi endnu lever på jorden. Vi er husket der. Vi er med helt ind i Treenigheden. Vi er samtaleemne der – ikke for at der skal sladres om os, men fordi Kristus der taler vor sag på højeste sted. ”Se, vort Hoved er deroppe, Jesus Kristus, Gud og mand..” – altså Gud og menneske. Han er der, som den, der taler vor sag som Gud og som menneske, som den, der har prøvet menneskelivet med alt hvad det indebærer af kamp og strid, af troens kamp. Han fører vor sag frem som den, der ved, hvad det vil sige at være menneske. Han taler os ind i synderens forladelse, bærer forsoningens offer frem. Så findes vi alle i troen der, findes der for Guds trone, findes der uden skyld, fejlfrie, retfærdige – i Kristus. Vi er taget ind i det herredømme, der hedder syndernes forladelse. Det er sådan, Gud ser på os. Det er sådan, vi er i hans tanke.

…omvendelse til syndernes forladelse…

Og samtidig efterladt på jorden for at forkynde det, netop det, forkynde omvendelse til syndernes forladelse. De står der, disciplene, og ser Jesus forsvinde. Det sidste, de har set, er hans løftede hænder til velsignelse, der minder dem om korset. Med det på nethinden bliver de sendt ud i verden for at forkynde omvendelse til syndernes forlades, forkynde Kristi Herredømme som tilgivelsens herredømme.

Og hvorfor er det så vigtigt? Hvorfor sammenfatter Jesu lige evangelieforkyndelse, deres opgave, i den formulering: omvendelse til syndernes forladelse? Det gør han, fordi det er det eneste, der giver os fremtid og håb. Det er den positive tilvalgsmulighed, Grundtvig beskriver så stærkt, så det slår føderne væk under moderne, sarte, omsorgshungrende, selvbestgaltede, moderne mennesker:

Vælge kan igen og vrage

jordens slægter alle dage..

Vælge mellem hvad? Liv og død, dagens lys og nattens mørke, paradis og ørken, Helved hedt og Himmel sødt.

Helvede er kommet på dagsordenen igen, fordi nogen vil afskaffe Helvede, heriblandt en dansk biskop, der just er blevet forhenværende. Og en norsk ditto, der mente, det ikke var noget, der passede til moderne mennesker.

Det er nu en sandhed med stærke modifikationer. Tværtimod vil det moderne menneske slet ikke af med Helvede, vil det danske folk slet ikke af med Helvede. Tværtimod tilbeder man det – dagligt. Det er sigende – og forfærdende, minder os om den ånds-stupiditet og åndsforladthed, der breder sig som en kræftsygdom i Vesteurope – at jo mere man vil forbyde religion i det offentlige rum, jo mere bandes der i fjernsynet – altså den gamle historie om igen, at når man smider troen ud af fordøren smutter overtroen ind af bagdøren.

Helvede kan intet menneske afskaffe, - det kan kun Gud i sin kærlighed frelse fra – og netop gennem syndernes forladelse. Og derfor forstår jeg ikke, hvorfor det skulle være så interessant og nødvendigt at afskaffe helvede. En sygdom, der helbredelse fra, behøver man ikke afskaffe. Det sker af sig selv. Der er kun en forklaring, nemlig den at man ikke bryder sig om troen, at man venligst men bestemt – som det hedder i annoncer om at man ikke ønsker opmærksomhed på en mærkedag – vil have frabedt sig Guds opmærksomhed, hans utidige indblanding i vore sager.

Dybest set handler det om, at vi dybt inde i hjertets inderste, er befængt med en opfattelse, at Gud er en livsbegrænser, akkurat som vil beholde det bedste for sig selv. Det er det, der er vor ulykke. Det er det, der er vor død, at synden efterlader os med den opfattelse, at Gud er en fjende, der vil besejre os og berøve os livet.

Men evangeliet forkynder det stik modsatte. Helved, kan man sige, er egentlig at være bundet af fordien i en besætte om at går den bedre. Og tilgivelse – på begge lder: altså både at give og modtage tilgivelse – er at opgive tanken om og det desperate håb og krav om en bedre fortid! Der er næppe noget, det moderne menneske slider så meget med, som fortiden.

Evangeliet gør det modsatte, forkynder omvendelse bort fra fortiden gennem tilgivelse – altså ikke ved at foregive den ikke har været der – men gennem en forsoning med den gennem forsoning med Gud. Hvilke tanker er det, Gud har for os? Det er tanker om fremtid og håb, som det hedder hos profeten Jeremias. Omvendelse handler om at få øjene op for, at Gud ikke er vores fjende, men en frelsende Gud, der velsigner.Og at få Guds velsignelse er at gå fra død til levende.

Mission og kirke

Så er de altså sendt. Så er vi sendt.  At være kirke er at være sendt. Det er at være sendt af Gud til døde mennesker, med det, der kan gøre dem levende, frelse dem fra fortabelsen i deres overtrædelser, kan gøre livet nyt og godt. Det er at være sendt med det herredømme, der er det stærkeste og frieste herredømme af alle: tilgivelsen, syndernes forladelse.

Det stærkeste herredømme, fordi det kan det, som ingen våbenmagt eller politiske intriger kan, hele det, der er gået i stykker. Med sværd og politiske intriger kan fjender overvindes men freden ikke vindes. Freden vindes kun gennem tilgivelsen, både freden mellem mennesker og freden mellem menneske og Gud. Fred med Gud har som forudsætning den forsoning, Gud selv bragte i stand og som Jesus står inde for – på forhånd.  

Det er det frieste herredømme fordi det ifølge sin natur ikke kan påtvinges nogen. Det kan kun forkyndes som den ultimative livsmulighed, der kan blive virkelighed for ethvert menneske, uanset hvor meget det menneske så end gennem liv, handling, ord og tanker har fraskrevet sig retten til det. Tilgivelsen kan det enkelte menneske kun selv gå ind i. Ingen kan tvinge det. Men vi kan hjælpe det.

Og det er det, der er mission. Det er at være med til at hjælpe mennesker ind i tilgivelsens frigørende herredømme ved syndernes forladelse. Tilgivelsens mulighed bliver nemlig løgn i vort liv, hvis vi tier med den. Derfor må vi dele den med vort medmenneske på samme måde som disciplene, der fik besked på at begynde i Jerusalem og fortsætte til verdens ende. Vi må begynde lige præcis der, hvor skoen klemmer i vores eget liv. Det er det, vi må dele med hvert menneske vi møder, at også vi kun magter livet i bevidstheden om, at Gud står oppe i lejligheden og ser på mig med velsignelsens øjne, med tilgivelsens øjne, - med Jesu forstående øjne. Og i den situation kommer vi alle til at på, fra gang til gang, fra møde til møde, at vi bliver iført kraften fra det høje, som i sidste ende er det eneste, der kan føre mennesker fra død til liv ved at føre dem ind i tilgivelsens herredømme!

Salmer:

257: Vaj nu, Dannebrog på voven

448: Fyldt af glæde

252: Til himmels for den ærens drot

250: Kommer sjæle dyrekøbte

251: Jesus himmelfaren