Sermon Tone Analysis

Indledning

Dagens tekst: POWERPOINT

,

Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre: „To mænd gik op til templet for at bede.

Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver.

Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker—eller som den skatteopkræver, der står derhenne.

Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’

Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik.

Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig.

Jeg er en synder.’

Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren!

For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik.

Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig.

Jeg er en synder.’

Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren!

For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Jesus siger at det er skatteopkræveren der blev accepteret af Gud

og vi ved godt at vi ikke skal være som farisæeren, og at han er en frygtelig karl

men da jeg læste historien, kom jeg til at tænke på, om ikke der er mere farisær i os kristne, end vi vil være ved

ikke sådan helt åbentlyst, og selvfølgelig slet ikke noget vi siger

men sådan dybt inde i hjertet

Jesus siger at det er skatteopkræveren der blev accepteret af Gud

Hvorfor?

Skatteopkræveren var jo en landsforræder

Farisæeren levede jo tilsyneladende et meget bedre liv

Men Jesus siger det handler om YDMYGHED

Farisæeren:

Godt at han ikke er de ting han nævner i bønnen

Rammerne er gode (alt det der kan ses)

Men bønnen siger noget om hans hjerte

Men bønnen siger noget om hans hjerte

Hans hjerte tror at han i et eller andet omfang har fortjent det

Han faster 2 dage om ugen, og giver tiende af alt hvad han tjener

han har styr på sit liv

og dermed har han betalt for Guds velsignelse og accept

Skatteopkræveren

Han prøver ikke at pynte på sagen - han er en synder

Der er ikke noget i hans liv der kunne tale for at Gud skulle acceptere ham - han ved at han ikke har fortjent noget som helst

Han håber bare på Guds nåde

Og Jesus siger at den får han.

Skatteopkræveren er YDMYG - og det er farisæeren ikke

Der er nok mange her som kender denne historie

og vi ved godt at vi ikke skal være som farisæeren, og at han er en frygtelig karl

men da jeg læste historien, kom jeg til at tænke på, om ikke der er mere farisær i os kristne, end vi vil være ved

og måske særligt i os kristne der er født og opvokset i et kristent hjem

ikke sådan helt åbentlyst, og selvfølgelig slet ikke noget vi siger

men sådan dybt inde i hjertet

Det andet jeg kom til at tænke på, da jeg læste teksten, var hvor meget de to personer Jesus beskriver i hans historie ligner to af de personer vi snakkede om i sidste uge: Kong David og Kong Salomon

og jeg kunne godt tænke mig at belyse disse to personligheder vi møder i dagens tekst, ud fra David og Salomon

Gå lidt på opdagelse for at se, hvordan disse to forskelige typer hjerter kan opstå

for det handler i første omgang om ydmyghed

men i bund og grund så handler det om du har hjertet på rette sted

og det synes jeg vi får belyst når vi ser på David og Salomo

David og Salomo

Både David og hans søn Salomo var udvalgt af Gud til at være konger i Israel

Der var ingen af dem der havde gjort sig fortjent til det

men de var begge udvalgt til at være det

men vejen til at blive konge var vidt forskellig for de to

og vejen, processen, livet er med til at forme vores hjerter

og derfor er det relevant at kigge på Davids og Salomos liv

David var den yngste af en børneflok, og var fårehyrde da Gud kaldte ham til at være konge

men der gik mange år før han blev det

og vejen derhen var lang og fuld af modstand og prøvelser

Mens Salomo var født på kongeslottet

omgivet af tjenere og alt hvad hjertet kunne begære

David måtte kæmpe imod løver og bjørne for at beskytte fårene

han kæmpede imod Goliat og mærkede at Gud var med ham

men han var også jaget vildt ind imellem

måtte gemme sig i huler

og endda spille sindsyg på et tidspunkt, for at overleve

Salomo havde folk til at finde hans tøj frem om morgenen, og folk til at lave mad til ham, og har sikkert aldrig i sit liv vogtet et får.

David glemte aldrig hvor han kom fra: At Gud havde taget ham fra marken, og gjort ham til konge

og han var meget ydmyg overfor kaldet.

Der er en bestemt historie fra Davids liv, som jeg ind imellem vender tilbage til, som fortæller om HVOR ydmyg David var

1. Sam. 24, 2-8

Da Saul vendte tilbage fra slaget mod filistrene, fik han at vide, at David var flygtet ud i En-Gedis ørken.

Så tog han 3000 elitesoldater med sig og gik ud for at lede efter ham ved Stenbukkeklipperne.

På det sted, hvor vejen løber forbi nogle fårefolde, gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft.

Men det var tilfældigvis den hule, hvor David og nogle af hans mænd havde gemt sig længere inde.

„Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David.

„Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det.

Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort.

„Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd.

„Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.”

Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.

„Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David.

„Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det.

Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort.

„Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd.

„Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.”

Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.

Gud havde lovet David kongemagten - han var blevet salvet til det

og nu sad den konge, som sådan set sad på Davids trone, og som forfulgte David og stræbte ham efter livet, lige der foran ham

i en meget kompromitterende stilling, og meget sårbar

intet i verden ville være nemmere, end at slå Saul ihjel, og dermed gøre en ende på hans forfølgelser

og Davids mænd opfordrer ham til at slå ham ihjel - gør det nu så vi kan blive fri for at flygte og gemme os i huler

5„Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David.

„Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’

Men David slår ikke Saul ihjel

han skærer et hjørne af Sauls kappe - den kappe som Gud havde lovet David