Drop files to upload.
Faithlife
Faithlife

07, 2. Påskedag, 1. Ræ

Notes & Transcripts

Påske i Bedsted og Grurup!

2. påskedag 2007, 1. ræ

Sl 22,22-32; ApG 10,34-41; Luk 24,13-35

Bøn:

Opstande Herre, hos os bliv

Når dagen går til ende,

Lad ordet om et evigt liv

I vore hjerter brænde

 

Påskemorgen i Etterstad.

Der stod ikke ”tegning” på skoleskemaet, men kristendomskundskab. I vinterens sidste måneder havde de arbejdet med påskens begivenheder: indtoget i Jerusalem, nadverens indstiftelse, Jesus i Getsemane, pågribelsen, forhøret, domfældelsen og korsfæstelsen, påskemorgen og Jesu opstandelse. Der manglede derfor ikke motiver, da læreren sagde, at de skulle bruge den sidste time inden påskeferien til at tegne påsken. Der var næsten alt for mange motiver.

Stilheden sænkede sig over de 23 unge hoveder, og farveblyanterne arbejdede på de hvide blade. Med lidt velvilje kunne man begynde at ane konturerne af bymure, porte, bjerge og tinder. Og nogle kors. De fleste af børnene var optaget af påskens første del: Jesu fornedrelse, lidelse og død. Der var ingen, der havde givet sig i kast med dens anden del: Jesu opstandelse.

Da timen næsten var forbi, kom en lille glædestrålende dreng op til katederet. Han havde været helt andre steder henne end Jerusalem. Han havde tegnet en mægtig boligblok med en opgående sol i baggrunden. Og da læreren lidt forundret spurgte, hvad det skulle forestille, svarede drengen med synlig tilfredshed:

”Det er påskemorgen i Etterstad. Dér bor min bedstemor!”

Historien er fra det norske magasin ”Familien”.

Denne lille fyr var en stor teolog. Han må på en eller anden måde have fornemmet, at når vi skal tale om påske, er det ikke nok at tale om påskemorgen i Josef af Arimatæas have i Jerusalem. Der skal virkelig også tales om påskemorgen i Ettersted, hvor bedstemor bor. Og vi føjer til: Påskemorgen i Bedsted og Grurup, påskemorgen i dit og mit liv.

Fra opstandelse til trøst – Kongos påskesalme

Det er også det, der er forløbet i den lange salme vi begyndte med i dag. Den begynder med at Jesus opstod ærefuld af døde, at den gyldne sol bryder frem, at Jesus fik døden under fod. Men så iler salmen videre:

Jeg kan finde i mit hjerte,

at min sjæl har trøst deraf,

som kan lindre al min smerte…

Med ryggen til opstandelsen

Men det havde de to på vej til Emmaus ikke fundet. De havde ganske vist hørt det, at han var opstået. Kvinderne havde fortalt det, at de havde set engle, der sagde, at han levede. Det havde vakt nysgerrigheden hos nogle af disciplene, der gået ud for at se efter. Og de havde fundet det, som kvinder havde sagt. ’..men ham selv så de ikke’. Det var sagen. De havde ikke set Jesus. De havde ikke set den opstandne.

Nu gik de dér. Og snakker lige ud om deres skuffelse til en vildt fremmed. For det lyser jo ud af dem – skuffelsen. Han havde skuffet dem. Det er lige før, man kan høre dem sige: Han havde svigtet dem. Altså ikke som vi er vant til at se på det – at det var disciplene, der havde svigtet Jesus, men Jesus dem. De havde håbet, at ”det var ham, der skulle forløse Israel.” Men det var det altså ikke. Nu var de på vej hjem, for at begynde et andet liv, - eller vende tilbage til det, de kom fra, før de fik den idé at Jesus skulle forløse Israel. Der gik de, - med ryggen til livet. Kort sagt: alting var meningsløst. Historien var meningsløs, Jesu lidelse var meningsløs, livet i det hele taget og lidelsen i særdeles var meningsløs.

 

Bibeltime på vejen

Men så tager den fremmede fat. Den fremmede – det er blandt andet det menneske, der udefra kan se, hvad vi trænger til, - det vi ikke selv kan se, fordi vi er fyldt af skuffelsen, fyldt med forvirringen, de usammenhængende tanker tumler rundt med os. Men nu begynder han at vise sammenhæng. Han tager Skriften frem. Han holder bibeltime for dem. Og han går grundigt til værks. Han begynder med 1. Mosebog og så vandrer han gennem det, vi kender som Det gamle Testamente. Skrift for skridt viser han dem vej. Han gør det ikke planløst, lidt her og lidt der. Han gør det struktureret, begynder med skabelse og syndefald, går videre til syndfloden, Arbraham, landflygtigheden i Egypten, udvandringen osv. Osv. Langsomt men med sikker hånd maler han et billede af Kristus (læg mærke til det ord). For han læser Det gamle Tesamente forudindtaget. Han læser det som handlende om Kristus. Han læser Skrifterne under den forudsætning, at de taler om at Kristus skulle lide. Og læser man dem under den forudsætning, kommer det til at handle om ham, Kristus – ” – og han udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.”

 

Hvad han viser dem, er Guds frelseshistorie gennem alt det, der er sket. Historien er ikke, som det tit ser ud for os, meningsløs. Vel er der megen lidelse og elendighed i verden. Men gennem århundrede har Gud virket efter en nøje plan. Han udvalgte et folk, overbeviste det om, at han fandtes. Han gav dette folk håbet om Messias. Da tiden var inde, sendte han sin søn for i hans død og opstandelse at opfylde alt og fuldende det. Gennem hans død og opstandelse sonede han al skyld på jorden. Før var alt underlagt døden. Nu bryder en ny tidsalder ind. Ham de troede svigtede, er ikke en misforståelse, men begyndelsen på det nye, den første som er brudt ud af dødens rige. Han har bragt en ny verden, som giver livet mening.

Og alt det betyder, at der også var en mening med Kristi lidelse. Det som for det naturlige menneske er grumt og barbarisk, får mening ved opstandelsen. Det bliver dyrebart for os. Han måtte lide og dø for ikke at gå ensom, alene ind i herlighed, men bringe os med sig. Sådan talte profeten:

v10 Gud Herren kommer i styrke,

han hersker med sin arm.

Hans løn er med ham,

hans fortjeneste går foran ham.

Es 40,10

Det bliver påske i Emmaus

Inden de får set sig om, er det blevet aften. De er nået til deres bestemmelsessted. Han lader, som om han vil gå videre. Men de beder ham: ”Bliv hos os!” Luk 24,29 Så går han med ind for at blive hos dem. (Lægger vi mærke til ordene? – så ubetydelig og alligevel fuld af det bedste: Bliver hos os – for at blive hos dem….) De sætter sig bords, måske beder de ham som gæst bede bordbønnen. Han tager brødet, bryder det – og så sker det – så endelig ser de, hvem det er. Og han er væk.

Først da går det helt op for dem, hvad der var foregået på vandringen. ’Brændte vore hjerter ikke i os mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Luk 24,32 Sådan er sammenhængen altså. Det kan godt være, at mangen en prædiken eller bibeltime ser ud til at lade os uberørte. Men så, når vi ved nadverbordet har mødt den opstandne, bliver den prædiken eller bibeltime, hvad vi nu vælger at kalde den, alligevel til Jesu røst. Og da blev det påske for dem.

Sådan blev det påske, hvor de var. Det blev ikke påske ved at gå sig en tur i naturen eller få haven ordnet, få besøgt nogen gode venner, selvom det alt sammen er godt. Det skete ikke engang ved det, kvinderne fortalte og apostlene bagefter kontrollerede. Det skete ved det personlige møde med den opstandne selv. Det er der, påsketroen bliver til.

Og det bliver påske hos os

Og det har 2000 år ikke lavet om på. Det er også i dag sådan, at kun det personlige møde kan overbevise om, at han lever. Om det så sker gennem prædiken og bibeltime eller ved nadverbordet eller i det øjeblik velsignelsen lyses kan være forskelligt. Men der er under alle omstændigheder en sammenhæng mellem at få gennemgået Skrifterne og se, hvem Jesus er, møde ham. For Helligånden bruger Ordet. ”Deres øjne holdtes til,” står der. Hvorfor? Ja, det ved kun Gud. Men da tiden var inde, åbnedes deres øjne, og Helligånden lod dem se.

Og så er vi ved slutningen af Kingos salme. Efter 8 lange vers kommer det, at den opstandne er her hos os, hvor vi holder gudstjeneste:

Tak for al din fødselsglæde,

Tak for dit det Guddoms-ord

Tak for dåbens hellig væde,

Tak for nåden på dit bord...

Det er altså her, han møder os. Det er her, opstandelsessolen skinner, hvor Gud Helligånd genføder os til et levende håb gennem Ordet, dåben og nadveren. Det er det, der får påskesolen til at skinne over boligblokken i Etterstad. Det er det, der får påskesolen til at skinne over Bedsted og Grurup sogne, over dem, der bor der. Det er det, der går påskesolen til at skinne ind i vores liv, lige der hvor vi befinder os, - får den til at skinne ind i al vor glæde og gøre den dobbelt stor, - får den til at skinne ind i al vor sorg og angst, og gør den halvt så svær at bære, - får den til at skinne over vores død, så den bliver færgemand til livets faste land, til Himlen, hvor Jesus er inde, hvor vi skal ham se og finde.

                          

227: Som den gyldne sol frembryder

218: Krist stod op af døde (m. halleluja)

245: Opstandne Herre, du vil gå

---

243 Luk øjne op, o kristenhed

233 Jesus lever, graven brast

RELATED MEDIA
See the rest →
RELATED SERMONS
See the rest →