Sermon Tone Analysis

Lige været på kursus i hvordan man holder gode prædikener.

Men bare rolig...

2 king.

5,1-5,9

2King 9:9-

Tro

2Kings 5:

Na’aman var en stor mand - en vigtig mand.

Na’aman var vandt til at folk behandlede ham med respekt - for Na’aman var ikke hr.

hvem-som-helst.

Han var hærfører for Aramæerne, et stort folk, som netop havde vundet store sejre - og disse sejrer havde Na’aman været leder i.

Desværre for Na’aman, var han blevet syg, syg med en modbydelig hudsygdom, som var lige så frygtet dengang, som cancer er det i dag.

Spedalskhed.

Spedalskhedsbakterien Mycobacterium leprae er en af de mest sejlivede smitsomme bakterier i menneskets historie.

Stadig den dag i dag smittes omkring 200.000 mennesker årligt med bakterien - vel at mærke højst sandsynligt den samme bakterie - for når forskerne undersøger den, kan de se, at den i hvert fald ikke har ændret sig de sidste 1000 år.

De visuelle tegn på sygdommen, som blandt andet inkluderer alvorlige hududslet i ansigt, gør sygdommen til en af de mest stigmatiserende gennem tiderne.

Det samme gælder i dag, hvor de indiske spedalske ofte bliver udstødt af lokalsamfundet og må søge mod en af landets mere end 1.000 spedalskhedkolonier.

Men sygdommen er også fysisk invaliderende.

»Spedalskhed starter med udslet og følelsesløshed.

Forbliver det ubehandlet, kan det gå ud over den neurologiske kontrol med musklerne.«

Kære venner, sygdom ser ikke på social status - og det var det Na’aman nu fandt ud af.

MEN heldigvis for Na’aman så skelner Guds ånd heller ikke til hvilken klasse vi tilhører.

For hvem er det Gud bruger til at nå Na’aman i første omgang?

En lille pige - en slavepige langt væk hjemmefra.

Tilfangetaget og brutalt bortrykket fra sit elskede folk og sin familie.

Anbragt til at tjene den selvsamme mand, som havde angrebet hendes land.

Men denne lille pige bliver brugt af Gud!

Og hun bliver et strålende eksempel for os andre på, hvad der kan ske, når vi elsker på trods!

Vores lille heltinde ser sygdommen og smerten og hun kender én der kan gøre noget ved det: »Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria.

Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!«

Hvem herinde ville elske nok til at kunne sige sådan?

WOW!

Fantastisk nok lytter Na’aman - om det var i ren frustration, eller om han fornemmede hjertet hos den lille pige, ved jeg ikke.

Men lytter gør han - og afsted tager han.

Til Israel - til Samaria, hvor han forventer at blive modtaget hos kongen og sat i audiens hos profetten Elisa.

Den lille pige! -

Men nej! Kongen sender ham videre, og Elisa gider ikke engang gå ud for at møde ham.

En tjener møder ham med beskeden: Gå hen og bad dig i jordanfloden.

-Billeder fra Jordan-

Skal jeg bade i det dér?????

Kan I forestille jer ydmygelsen.

Denne store, betydningsfulde mand bliver bedt om at kaste sig i det grumsede vand.

Spørgsmålet er: Skulle det kunne gøre nogen forskel?

Og her må vi stoppe op et øjeblik.

Det korte svar på spørgsmålet er jo ganske vidst: JA!

Men så melder det næste spørgsmål sig jo ganske sikkert: Hvad har det med mig at gøre? Med os at gøre?

Tja.. Hvad bliver vi bedt om?

Vi bliver, lige meget hvilken socialstatus vi har - bedt om tro!

Hverken mere eller mindre.

Det eneste vi skal bade os i er tro - på samme måde som mennesker har badet sig i troens hav de sidste par tusind år.

Den tro, som Na’aman måtte præstere, da han endelig valgte at bade sig i Jordanfloden, er den samme tro, som vi skal have.

En tro på, at Gud kan rense os og vaske os rene - lige meget hvad vi fejler eller står i.

Og midlerne til at bevare denne tro er ligeså simple og ydmygende for os, som Jordanfloden var for Na’aman.

Vi må læse i vores Bibel - en gammel bog som de fleste forskere vil erklære sig enige i, ikke er up-to date og ikke burde råde os til noget som helst.

Vi må bede til Gud - også selvom det ofte føles som om vi taler ud i luften.

Og vi må tage i kirke - selvom de mennesker vi møder i kirken er ligeså fortabte og forvirrede som vi selv er - selvom kirkens fællesskab langt fra er perfekt og tit (hvis vi lader os indvolvere) er udfordrende, til tider sårende og ofte er frustrerende.

Ikke desto mindre - er det de midler Gud har givet os - og Hallelujah!

Hvilken velsignelse disse midler er.

Hvor pragtfuldt dette selskab er! Hvor smukt det er når vi støtter os til hinanden og hengiver os i kærlighed til brødrene.

Hvor frisættende bønnen og bogen er, når vi giver os tid til fordybelse i disse!

TROEN bliver styrket og vi aner til tider det guddommelige og rensende!

Joh.

4:

Hvad er svært og hvad er let?

Hvad er svært og hvad er let?

Bad dig - bliv ren